Showet

Det tordnende slagtøj og trompeternes gjalden fylder den fortættede luft, da "Theme from year 2001" begynder.  Spændingen stiger, da trommerne begynder en meget livlig og primat rytme.
KING MEMPHIS entrer scenen mens blitz-lysene eksploderer over hele salen og luften er fyldt med hysteri: En høj flot fyr iført det velkendte hvide kostume med den høje krave, det sorte velfriserede hår og bakkenbarterne. Publikum er allerede oppe af sæderne og råber og skriger, så de næsten overdøver musikken.
KING MEMPHIS starter med en hurtig version af "See See Rider", som bringer sveden frem på hans pande. Det 8-mand store orkester lyder fantastisk. Så byder han endelig publikum velkommen.  Man kan dårligt høre, hvad han siger, på grund den stadige skrigen. 
Han kaster sig ud i nogle af de gamle sange som "All shook up", "Teddybear / Don't be cruel", svingende sin guitar som var det en maskin-pistol selvom han næsten ikke spiller på den. Han kaster sin guitar til side og introducere "You gave me a mountain", som han hævder er hans favorit. Det er også en perfekt og hjerte-gribende version, hvor alt går op i en højere enhed. 
 Hurtigt efter følger den sentimentale "Don't cry Daddy". Sommetider bliver den erstattet af "In the ghetto". Begge sange er gribende og bringer tårerne frem.   Jah, han véd hvad han gør og hvad publikum forventer !   Han driller publikum og de elsker ham for det.  Så en hurtig introduktion af orkestret, startende med de 3 smukke kor-piger – videre til blæser-sektionen og derefter videre til de øvrige musikere, der er medlemmer af "The Black Devils".
Guitaren begynder at spille – snart falder bas og trommer ind og de er i gang med "Burning love".
Publikum er atter oppe af sæderne – rocker og ruller.  Flere årtier passerer forbi; tilbage til anderumpen og de spidse sko.  KING MEMPHIS trækker sangen, falder på knæ, svinger med hofterne. Pisker bandet – sætter tempoet op – op – op – op til en umulig hastighed.  Da nummeret endelig stopper – strømmer sveden ned af ansigtet.  Et tørklæde bliver brugt og gives til en fan med et kys. 
Så spørger han drilsk publikum : "What do you wanna hear ? " Velvidende at de vil sige "Are you lonesome tonight " eller "Love me tender".  Tempoet er sat ned, tørklæder deles ud og der kysses; men kun for nogle få sange – så skriger han: "You ain't nothing but a hounddog" og bandet er afsted.  Dét er publikum også – oppe og danse rundt mellem stolerækkerne og i gangene ligesom dengang de ikke måtte for deres forældre.  
KING MEMPHIS arbejder sig igennem en række af hits, som alle er kendte af publikum.  Skiftende tempo – uptempo – ballader – sentimentale med kun meget lidt backing og mere volumniøse som "The wonder of you", "American Trilogy" og "My way". Alt imens der deles tørklæder og kys ud til de ellevilde fans.
Pludselig – alt for pludselig – er det hele forbi ! Dedikerende den sidste sang for i aften " Can't help falling in love with you" til publikum kaster han sig ud i en meget hurtigere version end den vi kender fra "Blue Hawaii". Publikum er igen oppe af stolene og råber og skriger. Sikken en afslutning !
Afsluttende sangen som vi kender så godt, buldrer trommerne igen som optakt til en hektisk outttro hvor orkestret har svært ved at holde styrken nede.  KING MEMPHIS smiler, vinker og bukker for sit publikum; de er alle blevet hans venner, hans fans, hans familie nu.  Hele salen står op og klapper, råber og skriger.  De elsker ham og han elsker dem !  Pludselig er KING MEMPHIS væk.
Tæppet går ned og orkestret slutter udgangsnummeret.  Selvom publikum stadig råber på ekstra-numre – vil der ikke blive flere – KING MEMPHIS vil ikke komme tilbage i aften!
"The KING has left the building ! "
Efterskrift:  Lyder dét som Elvis Presley, der har rejst sig fra graven ?      Tjah, han lød som ham, han så ud som ham og han bevægede sig som ham ?!  Man må knibe sig i armen igen og igen !